- en del af Middelfart Ungdomsskole
Din vej fra 9.klasse til en ungdomsuddannelse. Et år med fællesskaber, faglighed og oplevelser for livet.
Din vej til det gode valg
Med din personlige plan ”Vejen Frem” bliver du klar til at tage det næste skridt på din uddannelsesvej, uanset om du skal gymnasievejen, erhvervsuddannelsesvejen eller noget helt andet.
Vi hjælper dig på vej med individuel vejledning, brobygning, praktikker, besøg på ungdomsuddannelser, inspiration fra gæstelærere mv.
I 10plus er der chancelighed
- vi lader ingen i stikken
Vi er et trygt sted med tætte relationer til både klassekammerater og lærere. Alle er en del af fællesskabet, og vi hjælper hinanden til, at alle trives.
Forældre inviteres til en ligeværdig og åben dialog om de unges skolegang og trivsel.
Oplevelser for livet
Sammen skal vi på en rejse i Europa, opleve Ungdomsskolens fantastiske musical, besøge spændende virksomheder, lave teambuilding, lære om at flytte hjemmefra og meget mere.
I kan tage på Walker festival sammen, bruge Ungdomshuset eller involvere jer i Ungdomsrådet.
Find dit mod frem og få oplevelser for livet.
Faglig fordybelse
– helhjertede dage
Helhjertede skoledage er oplevelsen af succes. Vi griber dig fagligt på dit niveau og arbejder frem mod, at du kan tage 10. klasse prøverne i dansk, matematik og engelsk samt tysk og fysik, hvis du ønsker dette. Samtidig skal du fordybe dig i et af linjefagene:
Global
Interesserer du dig for, hvad der sker både i lille Danmark og i den store verden? Ønsker du at arbejde med emner som politik, historie, miljø og moral? Vi folder emnerne ud, researcher i dybden og øver fremlæggelser for hinanden. Vi tager aktuelle emner op til debat og udveksler holdninger og viden. Vi ser film, vi diskuterer og tager på ture, hvor vi får oplevelser og bliver klogere.
Linjen er for dig, der kan lide at være nysgerrig på noget nyt og kan lide at diskutere.
Fit for Fight
Er masser af bevægelse og sammenhold, mens vi arbejder med idræt og har det sjovt.
Du lærer om sund kost, motion, og hvordan din fantastiske krop virker og udvikles.
Vi spiller hinanden gode, leger og laver teambuilding.
Vi afprøver forskellige idrætsgrene, der foregår med et højt aktivitetsniveau for alle deltagere, og hvor du bliver udfordret, så det passer til din, fysiske og psykiske styrke.
Du kommer også til at arbejde med taktik, planlægning af idrætsøvelser og afholdelse af programmer til forskellige idrætsaktiviteter.
Linjen er for dig, der vil udfordres både fysisk og mentalt.
Valgfag, du skal have samlet 6 timer:
- Strategispil 1 time
- Madlavning 2 timer
- Musik m.m. 1 time
- Tech- og robotvidenskab 1 time
- Krea 2 timer
- Boldsjov 1 time
- Fysik 3 timer
- Tysk 3 timer
- Fransk 3 timer
EUD10
Derudover kan der vælges EUD10.
Her får du ekstra brobygningsforløb på erhvervsuddannelserne, hvor du prøver forskellige uddannelser i én uge af gangen. Disse uger ligger efter aftale.
EUD10 er for dig, der vil afprøve erhvervsuddannelser, før du skal vælge ungdomsuddannelse.
10plus har udover de lokale ungdomsuddannelser aftaler med henholdsvis Dalum Landbrugsskole og Syddansk Erhvervsskole.
Fra Middelfartbarn til Verdensborger
10plus arbejder med visionen Fra Middelfartbarn til Verdensborger.
En verdensborger forståes som et menneske der er livsdueligt, som kan tage ansvar og bidrage til at løse problemer. Et menneske der forstår både sin egen og andres historie og kultur og forstår, hvordan al ting er forbundet lokalt, nationalt og globalt.
Visionsarbejdet har sit udgangspunkt i de 17 verdensmål.
Læs om visionen her: Fra Middelfartbarn til Verdensborger
Senest opdateret 07.12.2022 15:12 af LKH